Officielt er Grønland et kristent land. For mange mennesker er er Jesus og bibelen dog blevet en del af et overtroisk åndeligt system.
Bibelen er ikke oversat at til østgrønlandsk og er på nuværende tidspunkt kun tilgængelig på vestgrønlandsk, som gør det vanskeligt at forstå.
For de som har lært Kristus at kende, betyder isolation, både i afstand og sprog at de faktisk står alene med deres tro. Der er meget få kristne medier til rådighed for disse troende. Med begrænset bibelkundskab til at begynde med og dybt sårede hjerter er der et enormt behov for discipelskab. Nogen har sagt det således: ”vi ved ikke hvordan vi skal leve!”
Missionsarbejdet, som begyndte i 2005 som kort-tids mission, har sået ind i dette behov. Hen over årene er der mange mennesker der har givet deres liv til Kristus og er blevet støttet i deres vækst som efterfølgere af Kristus. Siden 2015 har der været permanent kristent arbejde i Tasiilaq og en lille forsamling er begyndt at vokse frem. I 2018 er de troende officielt blevet en del af Den Grønlandske Frikirke INO (”New Life Church”). Foruden den Lutherske stats kirke er det den eneste officielle grønlandske kirke. Den er udbredt i mange byer på vestkysten.
For første gang er der en gruppe af folk der samles i et struktureret niveau og nyder fællesskab på daglig basis. Det lokale kristne arbejde stræber efter at forbinde mennesker med Gud. De der er blevet berørt af Guds kærlighed, vidner med glæde om håbet om det nyt liv, de har modtaget. Disse vidnesbyrd begynder at høres rundt i byen. Folk ser at liv er blevet forandret til det bedre og at familier oplever helbredelse og forsoning. Disse udviklinger bliver fulgt med mistænksomhed.
Men, der er en stor hindring for det kristne arbejde: manglen på faciliteter. Alle nuværende aktiviteter foregår i et lille hjem eller i en lejet børneklub. De lejede faciliteter er ikke altid til rådighed, hvilket betyder at fx søndagsgudstjenester kun kan afholdes hver anden eller tredje uge. Hjemme møderne kan ikke rumme det voksende fællesskab længere, og er ikke egnet til nye initiativer, som vokser ud af arbejdet. Børnearbejde, kvindemøder, rådgivning osv. Er derfor meget begrænset.
